Street Food Denmark

Street food er højeste mode rundt omkring i verdens storbyer, hvor du kan få virkelig lækker mad i mindre portioner på farten. Den hurtige mad vil som regel være knyttet til lokale råvarer, lokale skikke og lokal madkultur og har måske siden opnået mere internationalt tilsnit. Street food vil som regel være knyttet til ernæringsrigtig, sund og velsmagende  hverdagsmad, som kan købes i det offentlige rum ved boder, salgsvogne eller små gadekøkkener. Den nye organisation Street Food Denmark vil slå et slag for street food i høj kvalitet gennem et nyt koncept i Danmark. Det er opbygget af en mobil karavane, hvor forskellige street food-aktører tager afsted for at præsentere og sælge deres mad til fx events, koncerter, firmafester og lignende. Street Food Denmark har netop set dagens lys - i form af ildsjæle, websitet streetfooddenmark.com og trykt materiale, der skal sælge ideen ind til både street food-aktører, madglade danskere og de arrangører, der står bag den aktuelle begivenhed. Hos Lindberg & Co har vi netop taget hul på opgaven med skarpt indhold og vi glæder os derfor til at udbrede budskabet om god og billig kvalitetsmad på farten.