Artikler/indlæg

Nye noder med subbranding

24/08/2010 | Postet i Artikler/indlæg | Ingen kommentarer

New Note-området på Formland er stedet, hvor nye subbrands, fremadstormende designere og hotte designerbrands mødes i skøn forening. Med 60 udstillere i et kurateret og åbent område er New Note en forfriskende vitaminindsprøjtning, når man vil opleve fremtidens innovative muligheder i brugskunst, design, interiør og kreativ indretning.

Siden etableringen i 2008 har New Note udviklet sig fra kravlestadiet til at blive et større design-mæssigt eksperimentarium med flere perspektiver. I forhold til Formland ”classic” er New Note en positiv afart af en fagmessen – her handler det mere om stærk iscenesættelse, kunstnerisk promovering og frisk frihed til at søsætte nye designs – og det tjener Formland til ære.

For at have en smule styr på sagerne er New Note kurateret af trendforskeren Mads Arlien-Søborg, der har loddet den overordnede stemning i temaet ”Dark Surreal”. Det lyder måske en anelse dystert, men skal nok tages noget kærligt-ironisk, da udstillere fra DesignWise, Hay, Funkle, Optimistic Living og Just White formåede at tilføre masser lys virkelighed i deres brands.

Subbranding er en klar tendens i New Note-eventen. Etablerede brands som fx Menu, Hay og Kvadrat stiller således op med egne stærke subbrands med navne som Designer’s Cut by Menu, FANNYARONSEN (fra Kvadrat) og BS Studio fra Hay. De nye designkræfter kommer til syne i New Note, og moderbrandet i et andet udstillerområde profileres i en innovativ sammenhæng og med stærke krydsreferencer.

New Note emmer af optimisme fra iværksætterne, Joe and the Juice-baren og måske især fra de 13 håbefulde designere fra landets designskoler, der under paraplyen ”Upcoming designers” kan afprøve den kommercielle kunst at komme i kontakt med andre (større) brands. Hvem vil ikke gerne opdages med fremtidens nye banebrydende design? Og få sat det i produktion … lykkedes dette projekt, er der åbent en dør til at komme ind i det ”store” Formland.

New Note afspejler et internationalt udsyn med et talentfuldt felt fra flere lande. Mange danske og skandinaviske designere står stærkt på den internationale scene, og New Note er et godt bevis og levende udstillingsvindue, som repræsenterer en meget høj kvalitet. Et lysende eksempel er den designmæssige genistreg Shuffle Table skabt af Mia Hamborg for &Tradition, hvor du selv kan være med til at stable dit eget brandbord på benet.

”New Note er i sig selv godt tænkt. Det er en spændende hybridform, hvor man tager det bedste fra kunstens verden og kombinerer det med det bedste fra den kommercielle verden. Grænserne er brudt ned. Det er blevet et virkelig livgivende frirum på hele Formland-messen, hvor man som gæst oplever en fantastisk energi hos både udstillere og besøgende”, udtaler brandingekspert Henrik Lindberg fra Lindberg & Co.

Fantastisk Shuffle Table-design af Mia Hamborg for &Tradition, der løfter overliggeren og bygger videre på stolte skandinaviske designtraditioner.

Louisiana reddet af stempelkande

06/03/2010 | Postet i Artikler/indlæg | Ingen kommentarer


Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk har indgået et lukrativt sponsorat med Bodum, som spytter ti millioner kroner i kassen over to år hos det nordsjællandske kunstmuseum. Midt i finanskrisen kæmper mange museer med økonomien og Bodum har i 11. time fået vendt et truende underskud til et pænt overskud på Louisiana.

Museet skal udover et statstilskud, entreindtægter mv. selv finde tre-fjerdedele af budgettet. Og det gøres ved at indgå forskellige sponsorater med virksomheder og fonde. Fx sponserer Nykredit museets samtidskunst, Realdania diverse arkitekturudstillinger, Den Obelske Familiefond koncerter, Børnehuset af Panduro Hobby, Politiken mediesponsor osv. – det er big business at drive et kunst-museum på internationalt niveau.

Netop det internationale har været medvirkende til Bodum’s sponsorat. Bodum er en international virksomhed, ganske vist grundlagt i Danmark, men har for længst udviklet sig markant på det globale marked. Alligevel rykker Bodum sit skandinaviske hovedkontor til en naboejendom i Humlebæk, og det er jo godt naboskab at række en så stor check hen over hækken.

Rent forretningsmæssigt må Bodum have sine årsager. Et sponsorat skal aktiveres over en lang periode, og mon ikke der ligger planer for at lave logiske koblinger mellem Bodum og Louisiana – begge ønsker et højt kvalitativt internationalt niveau – og man kommer uvilkårligt til at tænke på at Bang & Olufsen var udstillet på MoMA kunstmuseet i New York. Gad vide, om vi fremover finder en stempelkande side om side med Pipilotti Rist inden vi entrerer cafeteriaet på Louisiana?

Hovedsponsoratet mellem Bodum og Louisiana er formentlig mere end en personlig kærligheds-affære mellem familien Bodum og museet. Begge parter skal have gavn af sponsorkonceptet og kan bruge det i hinandens erfaringer, relationer, idéudvikling og markedskommunikation – helt perfekt til fx medarbejderpleje, arrangementer og events, hvor Bodum får den vigtige værdioverførsel, som er et must i ethvert sponsorat.

Hos Lindberg & Co vil vi naturligvis gerne hjælpe kunsten på vej – og vi iler straks ned i nærmeste isenkramforretning og køber en Bodum stempelkande til kunstens fremme.

Safari for alle

05/03/2010 | Postet i Artikler/indlæg | Ingen kommentarer

Lindberg & Co besøgte feriemessen ”Ferie for Alle” i Herning, der med 911 udstillere og et besøgstal på 62.690 er Skandinaviens største af sin art. Der er unægteligt noget for enhver smag, og man er godt hjulpet af temaer som golf, camping, danmarksferie og ikke mindst udlandsrejser, hvor der var særlig opmærksomhed om eksotiske og spektakulære rejsemål verden over.

En udbredt tendens på messen var det eventyrlige, forkælelsesagtige og luksuriøse – hvor især safari stod som en særlig eksponent for dette. Det tiltaler i den grad mig, da jeg må indrømme at jeg har en stor eventyrer i maven. Hvem drømmer ikke om at blive storvildtsjæger i Afrika og nedlægge noget vildt som trofæ? Og bagefter drikke blå te på sofaen i Karen Blixens farm. Jeg gør i hvert fald …

Drømmen er blevet mere realistisk for flere. Safari i Afrika er ikke forbeholdt ekstreme globetrottere, men blevet hvermandseje for danskere med frigjort friværdi. De store rejsekoncerner har luret trenden og præsenterer tommetykke kataloger med særlige XL-rejser til selv de fjerneste safarirejsemål, og de egentlige nichebureauer opper sig med den personlige Indiana Jones-stil midt i messecentret …

Et af de store scoop på drømmerejsen er de mange luksuriøse lodges, som bringer dig helt tæt på savannens dyreliv. Nogle udbydere lokker med billedet af at stå op en tidlig morgen og nyde synet af en giraf eller en antilope, der drikker af vandhullet få meter fra stedet. Tilsvarende kommer man helt tæt på dyrene og naturen i seje jeeps, der bringer dig i øjenhøjde med selv de vildeste vildkatte …

Marianne Lindberg

Kontakt

Henrik Lindberg
+45 2234 6952
hl@lindbergco.dk

Lindberg & Co
Skovgaardsvej 22
8800 Viborg